FoRaNdRiNgEr

Forandringer er en del af ens liv. Livet forandrer sig hele tiden. Alle mennesker bevæger sig fremad mod forskellige mål hele tiden, hvilket jo er fuldstændig naturligt og vidunderligt og skønt <3.

Det samme gælder jo for mig. I de senere år har mit liv gennemgået ufattelige forandringer.Jeg er gået fra ustabil til stabil, fra negativ (næsten hele tiden) til positiv (næsten hele tiden), jeg er gået fra at have overvægt på depression til at have overvægt på glæde. Den største forandring er dog, at jeg nu er blevet langt bedre til at sige fra og til overfor andre mennesker og jeg lever efter mine egne regler. Jeg er blevet langt mere selvsikker og har en enorm selvindsigt. Det vil sige jeg ved godt hvad der er godt og ikke er godt for mig selv.

Når man som jeg forandrer mig meget så forandrer ens omgivelser sig sammen med en. Det er dog ikke altid at forandringen er 'positiv' i alles øjne. Igennem de seneste 2 år har jeg måttet indse dette et par gange. Nogle er kommet lidt ud i periferien mens andre er kommet tættere på. Hvilket jo er ganske naturligt. Tror såmænd ikke, at nogle mennesker overhovedet kan sige sig fri for ikke at have oplevet, at en relation eller andet er gledet ud i sandet i deres fortiden. Alle har på et tidspunkt i deres liv oplevet, at en man var enormt gode venner med pludselig ikke er lige så interessant længere. (Nogle kan endda sige at de har oplevet at en der intet sagde dem som barn er blevet deres bedste ven som voksen) Eller at en interesse man havde pludselig ikke er så spændende længere. Jeg blev eksempelvis mindet om bladet Vi Unge i går, som jeg som 12 årig slugte råt side for side, men i dag kunne jeg ikke drømme om at købe det. Ude og hjemme trækker lidt mere :-D. Det er et positivt tegn på at ens liv går fremad og at man ikke står i stampe i livet.

Det kan gøre ondt og det kan være svært, men det er så naturligt som det kan være. Hvis ens eget liv er så forskelligt fra en andens og man ikke kan opnå en fælles front på nogle måder vil det jo automatisk glide ud. Skal man ærgrer sig over dette? Skal man være sur over dette? Tjae det er jo nok op til hvert enkelt individ at finde frem til, for det er jo forskelligt hvordan mennesker reagere og agere i givne situationer.

Jeg har besluttet, at jeg ikke gider at lade det umiddelbare 'negative' i mit liv være det der skal være grundlag for mit fokus. Jeg nægter simpelthen. Jeg ønsker kun at se det positive i mit liv og det gælder både i mig selv men dælme også i andre. Så selvom at en relation, interesse eller et blad pludselig ser ud til at glide stille og roligt ud, så vil det aldrig mere slå mig ud fordi jeg ikke fokusere på 'sorgen', 'tristheden', 'problemet' eller 'irritationen' i det. Så selvom det kan være ærgerligt og sørgeligt så er det endnu mere naturligt. Jeg tror ærlig talt ikke, at nogle ville synes det var rart at holde fast i noget, der ikke føles helt rigtigt uanset hvad der så er tale om.

Og hvorfor skriver jeg så netop dette indlæg? Det gør jeg fordi at jeg vil være 100% ærlig overfor mig selv og andre. Denne blog er på mange måder ren terapi for mig, det er en del af mit bevægen sig frem. Igennem især det sidste år har jeg netop oplevet mere end en relation som enten har gledet mere og mere ud eller er blevet tættere og tættere. For nylig er jeg så ligeledes blevet klar over at nogle har haft det svært med mine forandringer.

Forandringer betyder jo forskellige ting. Forandringer kan gøre at man måske pludselig ikke taler ret meget sammen. Forandringer kan betyde at man pludselig ikke har så meget til fælles mere. Forandringer kan gøre det modsatte. Men kan man tillade sig at klandrer enkelte personer for at en given forandring er sket? Ikke i min verden - for som sagt - DET ER NATURLIGT.

Desuden vil jeg jo ikke kunne vide at jeg træder nogle over fødderne ved mine handlinger, hvis disse mennesker ikke siger det til mig. Så jeg vil stille alle følgende spørgsmål bare til at tænke over:

• Hvordan kan mennesker forvente noget fra andre (forklaring, samvær, opkald, venskab o.s.v.) hvis de ikke selv gør noget for det?
• Hvis man ikke ved at et andet menneske har et problem med en, hvordan kan det menneske så forvente en løsning hvis intet bliver sagt?
• Hvordan skal man vide man er savnet hvis man ikke får det at vide?
• Hvordan skal man vide man er elsket hvis man ikke høre ordene sagt?
• Hvordan ved man man har såret nogle hvis de ikke siger det?
• Seriøst hvordan kan nogle overhovedet forvente noget som helst af et andet menneske, hvis de selv er afvisende og konflikskye på grund af stædighed, egoisme eller andet?

Jeg ved jo ikke hvad folk tænker om mig positivt som negativt hvis jeg ikke får noget at vide. Så jeg kan ikke forandrer mig anderledes end jeg gør i forhold til mine relationer, hvis jeg ikke bliver gjort opmærksom på at nogle er kede af det, sårede, begejstrede, sure, bitre, glade eller fuldstændig rasende over den forandring der sker i mit liv kontra deres liv kontra vores liv sammen! (Håber det her er til at forstå for det er dælme svært at forklare) POINTEN er således at jeg ved gud da intet kan gøre ved noget som helst hvis jeg intet ved.

Prøv at tænke over følgende lille historie:

2 mennesker mødes og finder ud af at de kan da bare blive de bedste venner. De er sammen tit, de griner, de leger og de ler sammen. Måske arbejder de rent faktisk sammen, går i skole sammen eller går til sport sammen. Deres interesser er lige og de har en del til fælles. Kort sagt alt er fryd og gammen. En dag sker der en forandring. Den ene part oplever en anden glæde i livet, får en kæreste, bliver gift, får børn eller flytter måske længere væk. Der er stadig fælles træk mellem de 2 mennesker men faktum er at noget er forandret. Så sker der pludselig endnu en forandring for den ene part en fyring, endnu en graviditet, nyt arbejde, ny fritidsinteresse, en milliongevinst eller hvad der nu engang kan ske i et liv. De 2 mennesker oplever endnu engang at der sker noget i deres liv individuelt men samtidig også i deres samliv sammen. Deres venskab bliver måske tættere eller det glider måske ud. Det der startede er således enten styrket eller gledet ud. Men er der noget der er tabt for nogle af parterne? Ikke hvis man fokuserer på det der er vundet.

Pointen med denne historie er, at selvom nogle af mine venskaber måske glider lidt ud eller vinder lidt frem så har jeg INTET TABT!

Jeg har vundet GLÆDE, HØJERE SPIRITUEL FORSTÅELSE, STØRRE KÆRLIGHED, MERE MOD, STØRRE SELVTILLID, MERE INDRE RO, POSITIVT SIND, OPTIMISME, FUNDET MIN TRO, SELVINDSIGT, JEG KAN BEDRE SIGE FRA OG TIL, JEG TØR VÆRE ÆRLIG, JEG ER MERE ÅBEN, JEG ER NATURLIGT SKEPTISK, MERE NYSGERRIG PÅ LIVET OG JEG TROR PÅ MIG SELV!

Sande venner og veninder vil glæde sig over dette og sige: 'Det kan godt være vi ikke snakker meget sammen, ikke er meget sammen, at hun ikke lige har tænkt på mig i den her situation ect. men hvor er jeg glad på hendes vegne at hun er blevet så glad og har fundet kærligheden til sig selv og livet. For dem der kender mig bedst ved hvor mit liv har været. 

Jeg har ingen bitterhed i min mave i forhold til nogen som helst. Jeg elsker alle jeg kender, har mødt og som jeg kommer til at møde. Selvom jeg godt kan henfalde til negativitet somme tider og jeg kan føle mig trådt på, så vælger jeg bevidst at vende den bøtte. Vi har hver især ansvaret for vores egne liv og jeg påtager mig ansvaret for mit med glæde og med opløftet sind. Jeg vælger uanset hvad at se KÆRLIGHEDEN i alle mine bekendskaber også selvom et venskab måske er ovre. Jeg vælger POSITIVITETEN fram for det negativiteten. Jeg vælger GLÆDEN frem for sorgen. Men ingen, absolut ingen, skal eller kan forvente af mig at jeg skal kende deres sande følelser og holdninger til min person, mine handlinger eller mine ord hvis jeg ikke får direkte besked om dette. Negative som positive!

Så lad dette være min opfordring til dig du skønne <3

Ønsker alle en fantastisk og dejlig weekend fyldt med glæde og kærlighed og lys <3
KNUS